Translate

Trompetblad ved Salten Langsø.


 

 
Lokaliteten ved Salten Langsø i en lysning i skoven.
 

En søndag i september 2010 fik jeg mulighed for at deltage i en af Østjydsk Biologisk Forenings udflugter til Salten Langsø, på jagt efter edderkopper og trompetblad. Da jeg selv dyrker alle arterne af trompetblad, var det interessant for mig, at kunne iagttage planterne i naturaliseret tilstand. Sarracenia purpurea purpurea har i over 100 år været sat ud på forskellige lokaliteter i Europa. Fra Sverige og Scotland i nord til Frankrig i syd. Alle steder synes den at klare sig godt. Udvoksede planter over 10 år gamle, fylder mindst en kvadratmeter og er et imponerende syn, når man nu er vant til at se soldug eller vibefedt, hvis det er insektædende planter man leder efter.

 
 
Sarracenia x catesbaei.
 


Jeg vil indlede artiklen her med en oversigt over slægten Sarracenia og med udgangspunkt i dette, vil jeg diskutere mit indtryk af den bestand, vi fandt ved Salten Langsø.


Slægten Sarracenia indeholder cirka 11 arter. Medregnet underarter og generelt anerkendte former er tallet cirka 24. Der er stor uenighed blandt dem, der videnskabeligt arbejder med slægten, for præcis hvordan den skal inddeles, men artsbegrebet generelt er jo en halv-religiøs affære, og ofte er det et spørgsmål om at tage et standpunkt. Ind til man finder et nyt…


Slægten tilhører familien Sarraceniaceae, som også inkluderer slægterne Darlingtonia og Heliamphora. Alle tre slægter består af planter, der ved deres tilpassede blade tiltrækker og fanger insekter og andre smådyr. I kanderne bliver de nedbrudt og optaget af planten, og denne tilpasning gør dem i stand til at vokse på næringsfattige områder. Lignende specialiseringer finder vi hos fjernt ubeslægtede slægter som Drosera, Drosophyllum, Pinguicula, Utricularia, Genlisea, Nepenthes, Cephalotus med flere. Arter som vi med en fællesbetegnelse kalder for kødædende- eller insektædende planter.

 
De fleste differentierer nu ikke mellem smådyrene, men fanger alt hvad der passer størrelsesmæssigt og dermed ikke kun insekter. Og kun slægten Nepenthes er kendt for direkte, i sjældne tilfælde, at fange små pattedyr. Venus fluefangere kan dog, i ligeledes meget sjældne tilfælde, fange små anole-unger, og en britisk anekdote fra en anerkendt trompetbladssamler fortæller, at en Drosera binata i et britisk drivhus fangede en gråspurv.

Ikke usandsynligt hvis man kender den art.

Slægten Sarracenia er udbredt i USA og Canada. De fleste arter fra et bånd fra North Carolina til Texas, med en afstikker til Virginia. Kun arten Sarracenia purpurea purpurea har en direkte nordlig udbredelse fra Delaware og North Carolina nordpå i et bredt bånd hen over Canada.  

Slægten er i øvrigt interessant derved, at alle arter kan krydses, og alle krydsninger kan krydses – og tilbagekrydses. Hvor arterne mødes i naturen sker der ligeledes krydsninger, og flere naturlige krydsninger er da også oprindeligt beskrevet som gode arter. Mange af disse har stadigt latinske navne. For eksempel Sarracenia catesbaei, som er krydsningen mellem Sarracenia flava ssp. og Sarracenia purpurea ssp.. I dag er den korrekte angivelse for denne hybrid Sarracenia x catesbaei og ’x’ angiver, at det er en hybrid.
 

 
Sarracenia purpurea purpurea


I de oprindelige beskrivelser af det vi i dag accepterer som naturlige hybrider med latinske navne, er der ikke taget hensyn til hvilken underart, der er involveret i den beskrevne kærlighedsaffære, og vi ser i dag en tendens til at anerkende underarterne på artsniveau. Så når Sarracenia purpurea spp. har været involveret i en krydsning, men med underarten og formen Sarracenia purpurea venosa f burkii, der i dag er ophøjet til selvstændig art under navnet Sarracenia rosea,  så bliver der for visse Sarracenia x catesbaei tale om, at de mister deres identitet, og bare bliver kendt under navnet Sarracenia flava ssp x S. rosea. Det er skam ikke så forvirrende endda…

 
 
Sarracenia purpurea x catesbaei?¨
 


Hybridisering er en ganske naturlig måde for visse planter at danne nye arter på. Man får hurtigt mixed nogle gener, og når vi ud i F2 krydsninger, bliver afkommet særdeles variabelt. Særligt Sarracenia-slægtens naturlige og kunstigt producerede hybrider er i reglen mere tilpasningsdygtige end de rene arter.

 
 
Sarracenia purpurea x catesbaei?
 


De mange for plantemanden så lette kombinationsmuligheder af gener og de ofte spektakulære farver og former disse giver, samt arternes fantastiske anatomi og naturlige variation, gør dem til eftertragtede planter at dyrke. Trods mange arters sydlige udbredelse helt ned i Florida og Texas er de alle temperaturmæssigt vinterhårdføre i Danmark. Det, der begrænser dyrkningen af dem, er vores ofte ret korte og kølige sommer. I uopvarmet drivhus fungerer de alle.

Interessant nok er mange hybrider mellem mere sarte, sydlige arter ofte langt mere hårdføre end nogle af deres forældrearter.

 
 
Sarracenia purpurea purpurea.
 


En art som Sarracenia purpurea er den mest hårdføre af arterne, og den, der er tilpasset den korteste vækstsæson. Den er stedsegrøn i modsætning til de fleste andre arter, så den starter tidligere med allerede funktionelle blade i foråret, og den er lavt voksende så et eventuelt snelag virker mere isolerende. Alle krydsninger med Sarracenia purpurea vokser godt på friland.

Den næstnordligste art er Sarracenia flava, der har udbredelse op til Virginia og North Carolina. Denne kan ligeledes danne blade om vinteren kaldet phyllodia. Disse er ikke fangstblade, men kun designet til fotosyntese, og skiftes i foråret.
 

 
Det er vanskeligt, selv som garvet botaniker, der er imod floraforurening, ikke at begejstres over mødet med så fantastiske planter...
 

Bestanden af Sarracenia ved Salten Langsø består af en håndfuld store etablerede planter. Der er en række Sarracenia purpurea purpurea, og et par hybrider; formentlig Sarracenia x catesbaei. Begge er stort set de mest velegnede trompetblad til friland i Danmark. Sidstnævnte er også de største planter og er vel på størrelse med mellemstore sofaborde. De er meget imponerende.
 
 
Sarracenia purpurea purpurea.
 

 
Sarracenia x catesbaei.
 

Alle de voksne planter har god blomstring og sætter frø. Min umiddelbare vurdering er, at alle de store planter er over 10 år gamle, hvis jeg skal sammenligne med planternes vækst under dyrkning.

 
 
Sarracenia hybrider - frøplanter.
 


Ud over disse meget store planter, findes der en række mindre planter, der klart har afstamning fra de store udsatte planter. Af dem er en stor andel af dem rene Sarracenia purpurea purpurea. Af disse finder vi også de frøplanter, der vokser længst væk fra moderplanterne. Helt op til 10 meter og de har invaderet lokalitetens lille bestand af Drosera rotundifolia, Rundbladet soldug. Der er allerede blomstrende eksemplarer blandt disse, og de er derfor mindst 3 år gamle.


 
Drosera rotundifolia - Rundbladet soldug, den eneste naturligt forekomne insektædende plante på lokaliteten.


Mellem de to typer af moderplanter findes en række andre mindre planter, og ved at sammenligne blade fra disse med planter fra min samling, kan jeg se, at de er lig med de dyrkede planter, jeg har med navnet Sarracenia ((x catesbaei) x (purpurea)). Altså en tilbagekrydsning, hvilket falder helt i tråd med de observationer, jeg har fra lokaliteten. Der er meget stor variation i farverne hos disse tilbagekrydsninger og dette underbygger igen, at det er hybrider, der er krydset med den rene art. Vi ser typisk de store variationer i anden generations krydsninger. Første generation er typisk bare en mellemform mellem forældrearterne.

 
 


Der er rigtigt mange planter på lokaliteten, helt ned til i alle fald to års planter. Jeg fandt ingen frøplanter fra i år. Det, der sker på lokaliteten lige nu er, at vi kan se artsdannelse foregå lige foran os. Hvis vi kørte feltstudier på lokaliteten over en årrække og lod den være, vil jeg tro, at der sker en udvikling af de tilbagekrydsninger, der allerede er i vækst, og muligvis vil den rene art Sarracenia purpurea purpurea kunne klare sig parallelt. Dette afhænger helt af om de forskellige typer blomstrer synkront eller forskudt.

Jeg vil gætte på at Sarracenia purpurea purpurea vil blomstre tidligst og nå at sætte ublandede frø, men at sene blomster på planterne vil krydse sig med de resterende hybrider. Jeg fik kun undersøgt frø fra S x catesbaei planterne, men disse var stadigt langt fra modne i starten af september 2010, hvilket indikerer en sen blomstring. Tilgengæld vil krydsningerne blive større og vokse hurtigere, og på den måde have en fordel.

 

Undersøgelser fra udlandet viser, at få udsatte planter af arten Sarracenia purpurea på omkring 100 år, kan nå et antal af omkring 25.000 planter. Selv om det er ualmindeligt interessant, at finde så eksotiske planter i den danske natur, skal det være nu de skal fjernes, hvis de skal fjernes. Den frøbank, der er under opbygning er formentlig allerede anseelig. Arterne er ikke kendt for at sprede sig særligt effektivt, idet de primært har vandspredning og typisk spirer ved siden af moderplanterne. Alligevel skal man tage i betragtning, at det er en art, der siden isen smeltede i Nordamerika, har vandret langt nordpå i Canada. Måske hurtigere end det teknisk burde kunne lade sig gøre?

I 2013 så det sådan ud! Link
 


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar