Translate

Pelargonier




Til venstre: Pelargonium quercifolium.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle dyrke Pelargonier. Som en god ven så venligt og i bedste mening sagde til mig: 'det er jo mest for gamle damer'. Men når man i årevis har dyrket en del sydafrikanske planter, så er slægten Pelargonium, svær at komme udenom.
Benævnte ven er i øvrigt selv meget optaget af slægten Geranium, men det er åbenbart noget helt andet? Til trods for, at de er hinandens nærmeste slægtninge...

Når man står og skal angribe et helt nyt botanisk emne skal man have en indgang. Der er utallige vildarter og tusindvis af kultivarer så en-af-hver princippet ville jo være dømt til at mislykkes og velsagtens lidt umodent, når man nu i forvejen har et par tusinde planter af andre slægter og familier.

Jeg startede derfor på min vanlige måde med frø og med at få et par stiklinger fra min mor og fra Den Gamle By i Århus' plantesalg af gamle stueplanter. Min mor er i øvrigt ikke en gammel dame og jeg anser det for et tilfælde, at hun i det hele taget har Pelargonier...

Jeg havde på forhånd bestemt mig for kun at holde vildarter eller primærkrydsninger. Sidstnævnte er en krydsning mellem to arter. Mange af de kultivarer, der dyrkes i dag, har været krydset gennem mange generationer og er derfor langt fra vildtyperne. Endvidere havde jeg snævret det endnu mere ind ved at sige, at disse vildarter skulle komme fra sommerregnfaldsområderne i Sydafrika. At have planter, der helst vil vokse om vinteren kræver, her langt mod nord, ekstra kunstlys om vinteren eller som minimum et frostfrit drivhus og ingen af de to muligheder tiltaler mig.

Til højre: Pelargonium tomentosum, en mindre busk til dyrkning i halvskygge.
Jeg har nu dyrket planterne i et par år og det går over al forventning. De er i reglen nemme at dyrke, udvikler smukke blade og blomster og både Susanne og jeg glæder os over dem hele sommeren. Min mor og min svigermor falder også i svime over dem, men det anser jeg for at være et tilfælde....

Når man dyrker planter, specielt fra frø, oplever man, at hvert eneste efterår kræver lidt mere af ens kapacitet til at overvintre dem. Det er for så vidt ligemeget om man dyrker frilandsplanter, planter til uopvarmet drivhus eller planter, der skal overvintres frostfrit. Ti små frøplanter i en potte, der alle har fået en god stor potter om foråret, fylder fantastisk meget om efteråret.

Der kommer et tidspunkt hvor man må skære igennem, klippe ned eller smide ud. Hvem skal leve i samlingen, hvem skal foræres væk (hvem i netværket har overhoved plads til at aftage dem?) og hvem skal smides på komposten...? Det er en grim situation at stå i. Nogle vil måske indvende, at man jo bare skal beholde en af hver, men når man sår fra frø, oplever man ofte at hver eneste frøplante ser lidt forskellig ud fra de andre i kuldet, og da naturlig variation er noget, der optager mig, skal der altid ske en proces hvor jeg forsøger at beholde så mange variationer som muligt.
Endvidere vil jeg jo gerne kunne producerer artsrene frø og ofte kræver det som minimum to kloner.

Men tilbage til overvintringen. Det viser sig jo, at mange vildarter i virkeligheden ikke er potteplanter, men halvbuske, der uheldigvis er pænere og mere interessante jo større de bliver... Det gør at kun et fåtal får lov at overvintre i vindueskarmen. I år er de blevet større (og flere) end nogensinde før. Så planen er at tage en stikling af de fleste, overvintre i vindueskarm, som en backup, og lade de store planter overvintre i min frostfrie garage uden ret meget lys. Hvis det går positivt som planlagt, så får de meget store potter næste år. Jeg går helt klart ind for at man skal udleve sit fulde potentiale, det gælder også mine planter. Hvis de dør må jeg erkende, at jeg bliver nød til at starte dem som stiklinger hvert forår. Det går nok også...

Her lidt billeder af nogle af arterne jeg dyrker.




Pelargonium zonale. En af de første Pelargonier, der kom til Europa fra Sydafrika. Den er en af de arter, der har været mest anvendt i fremstillingen af de mange klutivarer, der dyrkes i dag. Mine eksemplarer har endnu ikke blomstret, men de har gode tegninger på bladene. De stammer fra en indsamling omkring Grahamstown. Blomstringen i baggrunden er Anemoner.


´




En anden meget anvendt art til de første hybrider er Pelargonium inquinans. Til trods for den voldsomme blomsterfarve, drejer det sig om en vildart. Ligheden med mange krukkeplanter, man kan købe hos gartneren om foråret er slående. Mit eksemplar stammer fra frø og jeg holder den under en meter, selv om jeg tænker vi snart er der hvor vi skal se om den kan komme op i to meter. 










Denne type er egenligt en kultivar og i forhold til mit eget regelsæt burde jeg slet ikke dyrke den. Den er dog smuk, sund og hurtigt voksende og næsten indsamlet i naturen. Min onkel har fundet den på den græske ø Samos. Jeg kalder den Pelargonium cv. 'Samos'. Den er nær i familie med både P. zonale og P. inquinans.

De hængepelargonier man købe til potter om foråret har naturligvis også aner fra vildtvoksende planter. Primært arten Pelargonium peltatum. Mine stammer fra frø indsamlet et sted i E. Cape, Sydafrika. Læg mærke til farveforskellen på blomsterne. Begge kloner bliver naturligvis nød til at fortsætte med at være i samlingen.

Pelargonium ranunculophyllum. En art indsamlet i Drakensberge og er i naturen udsat for en del frost. Da jeg boede på Djursland overlevede den som rødder eller frø langs min sydmur i gennem flere år. Men efter jeg er flyttet tilbage til Midtjylland og ti grader koldere vintre er det ikke aktuelt mere. Den har meget fine blade og når den står med en million frø, der er klar til at rejse, får den en masse opmærksomhed.


Købt i Den Gamle By i Århus som Pelargonium scabrum. Det er det ikke. Planten hedder Pelargonium X blanfordianium alba. 'X' betyder, at det drejer som om en hybrid mellem P. quinquevulnerium og P. radula.
Pelargonium sidoides. Endnu en art fra bjergene. Den tåler adskillige frostgrader og på Djursland overvintrede den flere år i jorden i det store drivhus som en lille knold. Mine nuværende eksemplarer er ikke helt så sorte i blomsterfarven, som de gamle planter, men fin er den. Bladene forsvinder helt om vinteren, så overvintring i garagen bliver lige til.
Pelargonium capitatum. En krybende strandplante. Bliver ikke så høj, men breder sig voldsomt ud til siderne. Bladene har ikke nogen speciel duft. Fin blomstring, tørketolerant. Mine stammer fra frø indsamlet i Sydafrika.

Pelargonium X ardens. Endnu en primærhybrid, denne gang mellem P. lobatum og P. fulgidum. Planten på billedet har netop rodfæstet sig og bliver naturligvis meget flottere. Mit eksemplar blev meget venligt givet til mig af Anette ude i Mausing, efter at jeg strategisk havde savlet længe over den. (Tak Anette - den er højt værdsat af alle her på matriklen!).








Pelargonium tetragonum er nok en af de mere besynderlige arter i slægten Pelargonium. Dens stængelled er sukkulente og de enkelte led brækker let af for derefter at rodfæste sig hvor de lander. Blade har den kun i vækstsæsonen. Blomsterne er dog store og det er ikke til at tage fejl af, at det drejer sig om en Pelargonium når først disse folder sig ud. Jeg har to eksemplarer, der begge er startet fra frø.

Pelargonium togaense er en skovbundsplante fra KvaZulu-Natal i Sydafrika. Vokser om sommeren og bliver flottest i let skygge. Eksemplaret på billedet er 4 måneder gammelt.
Pelargonium tricolor 'Splendide'. En lidt besværlig plante, tåler ikke meget vand og slet ikke regnvejr. Til gengæld skulle den kunne tåle lidt frost, men den slags testning må vente lidt. Den er ret langsom i væksten, men blomsterne gør, at man forsøger sig med den. Smuk lille plante og ret u-pelargonsk. Susanne synes den er grim. Desværre trives den om sommeren kun ved siden af hoveddøren...




Pelargonium 'Clorinda' En ældre kultivar fra 1907. Smuk busket og med store, smukke blomster hele sommeren lang. Min er købt i Den Gamle By og synes at være en af de planter, de er lykkes med at navngive korrekt. Man kan måske fornemme, at jeg ikke helt kan holde mig inden for de snævre grænser jeg oprindeligt har sat, men 'Clorinda' ligner jo lidt en vildart. Ikke? I alle fald nok til, at jeg er glad for den...




Den sidste Pelargonium for denne gang (jeg har et par stykker endnu...) Pelargonium grandiflorum. Smuk vildart med glatte, lidt blanke, blade. Store blomster fra midt sommer. Den udvikler rodskud, der kan bruges som aflæggere.

Jeg overvintrer den i vindueskarmen som en af de eneste. Af en eller anden grund tror jeg ikke, at garagen er noget for den. Jeg plejer som regel at følge min planteintuition.

Slægten Pelargonium har meget at tilbyde plantesamleren, også selv om man ikke engang er halvvejs i livet! Mine planter er pakket samme for i år. Rejsen fortsætter næste år med lidt nye stiklinger, lidt nye frø. Måske man skulle bytte lidt planter med andre?

2 kommentarer:

  1. Tilfældigvis "løb" jeg ind i dit indslag om pelargonier på din blog. det var et interessant indslag. Har du søgt samvær med andre pelargoniervenner?
    Erik
    www.eriksoase.dk

    SvarSlet
  2. Hej kender du ' den gamle gartners have', se hjemmesiden... Hilsner

    SvarSlet