Translate

Figenkaktus - en oversigt. Del I.


  
 


Jeg vil nu bevæge mig ud i en artikel, der aldrig kan blive andet end overfladisk. Jeg har ingen ambitioner om at kunne videregive andet end en overfladisk oversigt over denne særdeles varierede og taksonomisk udfordrende slægt af kaktus.

Denne del af kaktusfamilien regnes traditionelt ikke for at være så fine som mange mindre og mere langsomt voksende arter. Det er stadigt typisk at komme ud til en samler, der nikker undskyldende hen til det Opuntia-led fra Grand Canaria rejsen, som står i en al for lille potte uden vand, mens han brokker sig over, at den ikke vokser, men det er måske godt det samme+

Der er dog et stadigt større publikum til denne fantastiske del af kaktusfamilien. Et publikum, der forstår at værdsætte og som forstår at dyrke disse planter, der på mange områder kræver en hel anden betjening end den, der traditionelt tilbydes kaktus.


 


En omsiggribende interesse for Opuntia starter oftest enten hos de frosttolerante arter til haven, for hvem vil ikke gerne have sydmuren dækket af rigtige kaktus, når man nu er så uheldig at kunne lide kaktus, eller hos de sydamerikanske alpine arter, der med deres særprægede vækstformer kan få selv garvede kuglefanatikere til at bukke sig med interesse ned mod planten, i stedet for blot at konstatere at dette er endnu en af de sataner, der vitterligt burde barberes, før de blev sat i umiddelbar nærhed af civiliserede mennesker.


Så hvad er der så med denne gruppe af kaktus, der kræver en hel artikel? De ligner jo alle hinanden og de kan være svære at få ud af fingrene, hvis ikke man ved hvad man gør. De fylder hurtigt en del, hvis man ligefrem kan få dem til at vokse, og de største af dem kan man jo ligefrem sidde fast på! Jo, det vil jeg forsøge at afklare på de næste sider!

Mere taksonomisk forvirrende planteslægt finder man hvis kun hos middagsblomsternes Delosperma. Mange arter er svære at definere i felten, og endnu sværere med dyrket materiale, idet de ændre sig morfologisk under drivhusforhold. Blomsten er heller ikke altid en hjælp, specielt ikke hos de nordamerikanske arter. Det vil derfor være let at samle en masse ens udseende arter under samme navn, hvis ikke der lå DNA-undersøgelser og diverse krydsningsforsøg til grund for det modsatte.


Opuntia martiniana eller Opuntia phaeacantha eller?

For at forstå hvad dette arbejde går ud på, skal man vide, at der inden for taksonomisk arbejde findes to hovedretninger. Splittere og samlere. Lidt forsimplet betyder det, at splitterne kigger efter forskelle og samlerne efter ligheder. Når man lægger vægt på forskelle har man en tendens til at dele op, og når man lægger vægt på ligheder samler man til færre enheder.

En art, altså en hvilken som helst art, er afledt af en kunstig definition. Artsbegrebet er noget vi som mennesker har opfundet for bedre at kunne forstå naturen. Arter findes som sådan ikke i virkeligheden, men består mere af grupper af individer, der yngler indbyrdes. Ligeledes underartsbegrebet. Hvor går grænsen mellem naturlig variation, og hvornår er en population af individer så isolerede, at de kan regnes for noget så særligt, at vi skal give den et nyt navn? En underart er i princippet en del af selve hovedarten, der er på vej i en anden retning end resten af gruppen og som teoretisk, over tid, vil blive en selvstændig art. Det er den, der betragter underarten, der definerer når dette er lykkes. Det afhænger ofte af øjnene, der ser.

Der findes forskellige former for artsdefinitioner. Nogle mener, at når to individer i teorien kan få fertilt afkom sammen, er det samme art. Andre mener, at arter opstår, når individerne rent praktisk får fertilt afkom sammen. I det første tilfælde vil to populationer af planter eller dyr, der lever på hvert deres kontinent, eller på hver sin side af et bjerg, men som aldrig mødes i naturen, og som kan få levedygtigt afkom sammen, være samme art. I det andet tilfælde ikke. Og i det sidste tilfælde vil for eksempel to nærtstående dyr, der ikke forstår hinanden kurtiseringsdans, eller to blomster, der har blomsterne åbent på hvert sit tidspunkt, være forskellige arter, selv om de ved kunstigt overførsel af sæd eller pollen, vil kunne formere sig.

Godt man ikke behøver at overføre dette begreb til mennesker! For ville det så betyde, at hvis vi ikke forstår eller ligefrem afskyr hinandens kultur, så ville vi være forskellige arter?


Opuntia fragilis krydset med Opuntia polyacantha.


Arter skal heller ikke ses som fasttømrede enheder. Arter udvikler sig over tid, gennem evolutionen, og mange arter kan kun defineres ud fra deres miljø, idet de ville ændre sig og tilpasse sig, hvis miljøet ændrer sig. Hos mange Opuntia-arter er det endvidere normalt, at man krydser sig med andre arter, og afkommet vil så enten tilbagekrydses med en af forældre planterne og derved bringe nye gener ind i selve ”arten”, eller disse krydsninger vil fortsætte på egen hånd og derved blive selvstændige reproduktive enheder. Dette er en langt lettere måde at få nye genkombinationer eller helt nye gener ind i eksisterende populationer, end hvis det skulle ske gennem fx mutationer.


Endnu en krydsning mellem Opuntia fragilis og Opuntia polyacantha. Sætter ikke frø, men formerer sig med aborterede led.


Enkelte populationer af planter består endvidere kun af ældgamle mere eller mindre sterile krydsninger, der i måske flere tusinde år, har levet videre i form af aborterede led, der transporteres rundt i dyrepels, for så at falde af og gro videre. På denne måde kan samme individ leve over meget store områder uden på noget tidspunkt at formere sig med kønnet formering.

Dette besværliggør selve det at navngive arter for os mennesker, og når flere af disse krydsningsplanter, eller beslægtede planter stort set er ens at se på, men har forskellige genetiske egenskaber, så er det klart, at det skaber forvirring omkring hvad barnet skal hedde. Irriterende når planterne ikke passer ind i de koncepter vi har konstruerede til at forstå dem.

Generelt set kan siges, at folk, der beskæftiger sig indgående med Opuntia-gruppen ofte vil tendere til at acceptere langt flere arter, end folk, der studerer kaktuser som helhed, og hvor Opuntia-gruppen ofte er fremmed og svær gennemskuelig. Det er meget lettere at samle de tilsyneladende ens udseende planter under nogle få navne, end det er at splitte dem op i forskellige arter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar