Translate

Figenkaktus - en oversigt. Del II.



Austrocylindropuntia floccosa


Austrocylindropuntia


Slægt bestående af omkring 10 arter.  De enkelte skud er typisk grønne til mørkegrønne. Tornene mangler det papirtynde lag som finde hos fx Cylindropuntia spp.

Udbredelsen af slægten er typisk i højtliggende områder i det nordlige Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Nogle af de bedste kendte er arter er Austrolebias subulata og Aus. floccosa. Sidstnævnte er særdeles kuldetolerant og enkelte populationer tager – 20C. Snedriverlignende Austrocylincropuntia floccosa er nok arten man først tænker på, når vi taler om kaktus fra det ekstreme højland i Andes. Mange former er helt dækket af hår som beskyttelse mod solens UV-stråler. Selv om arten tåler en hel del nattefrost, er den ikke vinterhårdfør, da den foretrækker at tø op igen om dagen og vokse videre.

De fleste er sommer voksende, men enkelte af arterne starter først deres vækstsæson når højsommeren starter og fortsætter ind i december.

Alle tåler en vintertemperatur omkring de 0C (+/- 5 C) og det er at foretrække at overvintre dem koldt for blomstringens skyld.

 
Austrocylindropuntia vestita

 

Brasiliopuntia


Tropisk monotypisk slægt. Der har tidligere været beskrevet flere arter, men alle er nu slået samme til arter Brasiliopuntia brasiliensis. Denne kan opnå en højde af hele 10 meter. Den skyder en grundstamme op, der får omformede sideskud -  stængelled, der er bladformede. Blomsten er gul og ikke specielt prangende. Som de fleste opuntia elsker den meget vand i vækstsæsonen, og har her brug for masser af varme. Minimumstemperaturen om vinteren bør være omkring 10C, selvom den overlever lavere. Grundet dens lange sylespidse torne og den størrelse er den ikke en speciel god stueplante, selv om den som småplante trives storartet i en sydvendt vindueskarm. Men den er heldigvis let at forynge. Bare hold børn og folk med balancebesvær på lang afstand!

 

Consolea


Consolea er en slægt på omkring 7 medlemmer, der er udbredt fra Florida i USA, til Jamaica og Antillerne. De er ikke udbredt i dyrkning i Danmark eller ret mange andre steder uden for botaniske haver og i troperne. Primært grundet deres varmekrav kombineret med en urealistisk størrelse. De siges at være rimeligt ”køligheds tolerante”, hvilket betyder at de kan overleve 1 cifrede plusgrader, men ikke nødvendigvis at de har godt af denne behandling. Leddene er store og ovalt aflange. Nogle arter og former er næsten torneløse, mens andre synes at have for mange.

 

Cumulopuntia


Tuedannende højlandsarter, enkelte helt op til 4500m højde. Her er lysintensiteten høj og luftfugtigheden lav. De tåler nattefrost i dvaleperioden, men mere sikkert at overvintre dem næsten frostfrit. De er følsomme over for svampeangreb hvis luften er stillestående og fugtig. En god dyrkningsmetode er udenfor med glasdækning, men med fri lufttræk omkring planterne.

 
 
Cylindropuntia davisii - døde led, klare til at blive aborteret og ligge som partisansøm rundt om planten som beskyttelse...
 

Cylindropuntia


Når jeg skal beskrive mine Cylindropuntia for folk, plejer jeg at starte med at sige: ”At de skyder køerne i Texas når de går ind i planterne – det er det letteste”.

Der er grundlæggende 4 slags torne hos kaktus. Der er dem, der sidder i fingrene, typiske glochidier hos Opuntia slægten, så er der dem der ”bare” stikker. Dernæst er der krogene, typisk hos Mammilaria spp. Og til slut er der dem hvor man, når man af vanvare rører ved dem, sidder fast på planten. Dertil hører Cylindropuntia. Heldigvis er mange af arterne særdeles frosttolerante og jeg har da også haft et helt drivhus konverteret til slægten hvor planterne er frit udplantede. Dette var uopvarmet og om vinteren hang der en hel skov af indskrumpede stængelled og dinglede faretruende. Der var forment adgang for børn, og gæster fik som regel blot lov til at kigge ind. Jeg skulle ikke have nogen til at sidde fast derinde. De største planter var omkring 160 cm høje, men der blev typisk lagt 30-35 cm til toppen hvert år. Blomstringen var knap så rig som hos så mange andre Opuntia, men til gengæld meget smukke.

Af gode frosttolerante arter kan nævnes:
 
 
 
 

C. davisii, helt lav og fantastisk kuldetolerant kaktus. Skrumper en hel del om vinteren. Tornene er meget lange og alt i alt en attraktiv, men ondskabsfuld plante.
 
 
 
 
 
C. imbricata – findes i flere former og med blomster fra næste hvid til purpur. Den bliver op til 250 cm høj, og flere af de nordlige former trives endvidere op ad en udendørs sydmur. Specielt former fra Kansas.
 
 
 
 
C. kleiniae. Formentlig en naturhybrid mellem Cyl. imbricata og Cyl. leptocaulis. Tynde grønne skud. Ikke mange torne, vokser meget hurtigt. Blomstrer ikke så godt i Danmark, men værd at dyrke pga stænglerne alene. En anelse mere børnevenlig end de fleste i slægten.
 
 
C. leptocaulis. Om end endnu tyndere led, små syle på stænglerne, ikke specielt hårdfør. Jeg har flere former og selv den nordligste fra Oklahoma fryser en del tilbage i hårde vintre. Men den regenerer meget hurtigt. Tåler ikke den mindste smule fugt i den kolde årstid.


C. viridiflora, formentlig en naturkrydsning mellem imbricata og whipplei. Enkelte former med bronzefarvede blomster, men ellers meget lig de fleste imbricata former.




C. spinosior. Meget lig Cyl. imbricata, men i reglen med en særdeles tæt tornevækst.

 

 
C. whipplei, en ca 50 cm halvtkrybende plante med masser af lysegule blomster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar