Translate

tirsdag den 21. januar 2014

Midt vinter Maihueniopsis...





Rygterne går at vi nok nærmer os en af de mørkeste januar-måneder "nogensinde", eller i det mindste så længe vi kan huske tilbage og det er vel strengt taget det samme. Kun i de sidste par dage er der faldet lidt sne her på egnen, men solen har vi ikke set meget til. Der for er der heller ikke taget plantebilleder, som jeg kan vise her. De er simpelthen for triste at vise frem. De bedste vinter motiver er ellers kaktus, der står iklædt rimfrost, mens solen får dem til at glimte.

Men 2013 var unægteligt et fremragende planteår med masser af sol og varme, så der er nok af billed materiale i arkiverne.

Når jeg viser gæster rundt i haven og de når til kaktus delen, knytter deres første kommentarer sig altid til de mange skilte ved planterne. Og der er jo en del data, der skal holdes styr på - specielt efter at jeg har indført at hver eneste klon skal have sit eget katalog nummer. Jeg ville ønske, at jeg havde indført det system for 18 år siden, da jeg startede med kaktus, men bedre sent end aldrig. Det havde måske også været for let en opgave at indføre det den gang. 1-2-3... 7..

En anden type kommentarer opstår spontant når vi når afdelingen med Maihueniopsis arter. Jeg har en del forskellige typer fra primært Patagonien og Mendoza provincen i Argentina, som står i det uopvarmede drivhus året rundt. Folk plejer altid at registrere dem uanset hvor lidt de synes om kaktus, men som regel med en bemærkning om, hvorfor jeg ikke fjerner døde planter...

Den slags må man naturligvis vælge at overhøre, høflig som man er og bortforklare med almindelige menneskers almene uvidenhed, for smukkere planter skal man lede længe efter.

For nyligt havde jeg dog besøg af en dame fra det Alpine Haveselskab og jeg tror de garvede medlemmer der, har en trend med patagonske planter for tiden og hun virkede faktisk som om hun forstod mine planter. Det kan også være, at det var af ren høflighed, men jeg blev i hel godt humør af det. Desværre havde hun ikke så meget tid, men jeg inviterer hende til sommer. Det er på tide at verden opdager disse helt sydlige kaktussers skønhed.

Her er et par sommer detaljer til mine læsere, både med skilte og med uden døde planter:
















Nå ja: de får vand fra slutningen af april til slutningen af september og tåler ned til minus 20C. Bare de står tørt.

onsdag den 15. januar 2014

Midt-vinter-kaktus-tjek...

 
Opuntia fragilis-bord med udsigt ud over morænebakkerne og heden. Temperaturen her ud mod heden kan i særligt kolde vintre nå ned omkring minus 28C.


At dyrke kaktus i Danmark kan være lidt en udfordring. Vores klima er ikke kaktus klima. Så det kræver nogle modifikationer. Selv når vi dyrker kaktus, der ellers kommer fra næsten samme breddegrader som os selv. Det regner for meget i Danmark og selv når det ikke regner mangler vi en del sol - specielt om vinteren.

Danmark ligger placeret på sådan en måde, at hvis vinden overvejende kommer fra vest får vi en mild, båd og blæsende vinter, og kommer den fra øst eller nord bliver den kold. De sidste par vintre har været rigtigt kolde. Fantastiske vintre for frilandskaktus. Tørt, koldt og med masser af sol. Den vinter vi lige pt har gang i er våd og grå. Det bliver aldrig rigtigt helt lyst og der skal være masser af luft omkring planterne, alt dødt plantemateriale skal være væk så der ikke samler sig mug...

For nogle dage siden var der dog en sjælden dag med sol og jeg fandt hurtigt kameraet frem. Mit kamera kan kun tage billeder i solskin, men da det er midt om vinteren, blev de ikke specielt gode. De skal dog vises her alligevel!

Dagens tema er mine Opuntia fragilis. Jeg har en del af dem og i modsætning til de fleste andre fra Opuntia-slægten, så trives de ganske udmærket i potter. Faktisk er de meget lettere at holde styr på i potterne. De fleste ville godt kunne klare den våde vinter, hvis de var rigtigt placeret i stenbedet, men da de spreder sig ved at afsætte led i dyrepels eller menneskehud, kan de være svære at styre i en have og jeg ynder virkelig at gå i bare tæer om sommeren. Derfor er jeg ikke spor interesseret i, at de skal benytte sig af dyrespredning eller menneskehudsspredning!

 
Typisk for min samling er mange af samme art fra forskellige lokaliteter. Jeg interessere mig lige så meget for variationen inden for samme art, som for det at have mange arter.


Jeg har derfor lavet en lille afdeling til dem i et hjørne af haven på et overdækket bord. Arrangementet fungerer meget tilfredsstillende og de vokser sig relativt hurtigt til fine planter. Enkelte er begyndt at blomstre og der skal laves krydsningsforsøg i fremtiden da frøsætning er en sjælden ting hos denne art, men mere om det en anden gang.

Her er billederne af de yderst dehydrerede planter. Samlingen dækker det meste af udbredelsesområdet, men viser kun lige et par enkelte planter her. Jeg har angivet hvilken delstat de kommer fra. De overlever den milde vinter, men er i øvrigt klar til om temperaturen faldt til minus 25c eller endnu mindre.

 

Fra en lokalitet i Canada.

Illinois.

Endnu en canadisk klon.

Minnesota.

Endnu en Minnesota lokalitet.

Iowa.

Wisconsin.

Iowa.

Crenichthys baileyi baileyi


Før 1981 blev slægten Crenichtys regnet som en nær slægtning til Fundulus slægten, men Parenti ændrede i hendes omfattende revision dette, og i dag synes det generelt accepteret af slægterne Crenichthys og Empetrichthys er placeret i Empetrichthyinae, der sammen med de ungefødende goodeider i Goodeinae udgør familien Goodeidae[i]. Det synes måske underligt, at henregne en æglæggende slægt til en gruppe af fisk, der føder så store unger, men en fisks måde at reproducere sig på, er ikke i sig selv grundlag for slægtsopstilling. Fx. findes der arter inden for poeciliidae, der parrer sig for derefter at lægge æg.

 

Ser man bort fra den videnskabelige slægtsindeling, vil man, hvis man sammenligner med f. eks. Characodon lateralis - Los Berros  - kunne se en tydelig lighed i kropsbygning og adfærd. Sætter man hanner sammen fra begge arter, vil de hurtigt se en konkurrent i hinanden og slagsmål indledes. Det er da også Characodon-slægten, der visuelt tydeliggør slægtskabet.

 

Slægten Crenichthys

Slægten Crenichthys består i dag af arten Crenichthys baileyi baileyi, som har fire underarter: C. b. albivallis, C. b. grandis, C. b. moapae og C. b. thermophilus. Endvidere består slægten af arten Crenichthys nevadae. Alle er endemiske i varme kilder langs White River i Nevada ørkenen i USA.  I USA er Crenichthys baileyi og dens underarter alle henregnet som truede dyrearter, og er derfor ulovlige at indsamle og holde i USA.

 

Grunden til at de er truede ligger i to sager. Dels er deres udbredelse særdeles lille, idet de lever i isolerede kilder i et ørkenområde, dels er der gennem tiden blevet sat forskellige eksotiske fiskearter som Poecilia latipinna, Poecilia reticulata, karper, solaborre og endog krebs ud i deres levesteder. Disse fisk udgør med deres hurtige reproduktionsrate en trussel og selv med flere årlige indfangninger af disse fisk i tusinder, har de etableret sig i kilderne permanent.

Det skal dog nævnes, at ingen af Crenichthys formerne står over for en akut udryddelse.

 

Denne artikel handler om nominatformen Crenichthys baileyi baileyi.

 


Habitat og fødevalg

Den forekommer i kilden "Ash Springs". Ash Springs er en varmvandskilde i Pahranagat Valley i det østlige Nevada. Fra selve kilden flyder en bæk, som er omkranset af forskellige træarter som Ask (Fraxinus velutina), Poppel (Populus fremontii), Pil (Salix sp.), og Vildvin (Vitus californica). I selve kilden vokser forskellige vandplanter som Rorippa nasturtium-aquaticum, Potamogeton sp., Najas marina, og Charea zeylanica. I og med at området ligger så langt mod nord, er der forskellig daglængde fra vinter til sommer og dette har en indvirkning på algevæksten, og i sommerhalvåret vil store måtter af trådalger brede sig ud i kilden. Disse er vigtige for fiskene.

Bundlaget består af sand med enkelte områder med grus; pH værdien er målt til at ligge mellem 7,1 til 7,3 og vandtemperaturen til at ligge mellem 31 og 36C.

Det naturlige fødevalg består af alger, detritus, krebsdyr, bløddyr, zooplankton og insektlarver. Dvs. alt hvad fiskene kan få fat på, hvilket er typisk for beboere af isolerede kilder.

 

Mange observationer så som i hvilket forhold de forskellige fødeemner er sammensat, omkring fiskenes reproduktion og territoriale adfærd, er ikke blevet videnskabeligt beskrevet for nominatformen, så i resten af artiklen vil jeg primært benytte mig af mine egne observationer.

 

Crenichthys i Europa

I starten af 2001 var jeg så heldigt at erhverve mig 4 hanner og 1 hun af denne særdeles sjældne fisk. Jeg kender ikke fiskenes vej fra indsamling til mit akvarium, men disse fisk var købt på DKGs årlige udstillingsauktion. I slutningen af 1980erne er crenichthys blevet sendt til Europa af AKA, og senere af en tysker ved navn Bitter. Det er muligt, at mine fisk stammer tilbage fra dengang.

 

Adfærd

Crenichthys er flokfisk. Fiskene synes at "kende" hinanden, og jeg har set en flok fisk, der netop er blevet sat i et nyt akvarium, vende hovederne sammen i en rundkreds. Alle har en placering i flokken. Dette udspiller sig ved hannernes dannelse af et hiraki. Jo flere hanner, jo mindre udtalt. I små grupper vil hannerne vokse til forskellig størrelse hvor den dominerende han, vil være den største og mest farvestrålende. Fjernes han, vil de andre vokse lidt mere, selv om de tilsyneladende var holdt op med at vokse. I større grupper på over 20 fisk vil flere hanner opnå fuld størrelse.

 

Fiskene skal ubetinget holdes i grupper på mindst 12 fisk, men gerne mange flere. Hannerne vil i store grupper jagte hunnerne som var de en flok Limia eller guppy hanner og forsøge at parre sig med hende. Slipper man en hun af førnævnte ned til dem, vil hun få samme tur. Jeg har ved et sådan forsøg observeret, at de foretrak en Limia perugiae-hun frem for deres egne hunner. 

 

Hannerne skifter farve dramatisk under kurtiseringen, og hen af den øverste del af kroppen vil de få en særdeles lys stribe på hver side af rygstykket som ellers har en mørk grundfarve. De uparrede finner bliver i sådanne tilfælde helt sorte i spidserne. Ikke ynglende hanner indtager mere neutrale hun-lignende farver. Ved lavere temperaturer under 20C vil fiskene ikke yngle, men derimod blot svømme i rundt i en stime.

 

Akvariet

Akvariet behøver ikke nødvendigvis at være særligt stort. Jeg har holdt en flok på 15 fisk i et 60 liters akvarium uden problemer. Når man udvælger et akvarium til sine Crenichthys, skal man derimod gå efter et med så stor en bundflade som mulig - lige som ved Characodon. Fiskene er særdeles svømmeglade og er altid i aktivitet. Derfor bør man heller ikke fylde akvariet med for mange planter, sten eller rødder, som blot vil tage plads hvor der kunne være vand. Når fiskene er mange nok, har de ikke brug for at gemme sig. Derfor bruger jeg også akvarier helt uden bundlag eller anden form for indretning. En enkelt klump trådalger til ægafsætning er nok. Dette letter også den ugentlige rengørring, og med en slange kan man suge alle ekskrementer og foderrester op.

 

En egentlig pumpe synes ikke nødvendigt, medmindre man har overbefolkede akvarier. Fiskene kan tåle et ekstremt lavt iltindhold i vandet.

 

Temperaturen.

For den læser, der har hæftet sig ved oplysningerne fra fiskenes habitat, vil temperaturen sikkert være et iøjnefaldende emne. Men som ved mange andre ørkenfisk, der kommer fra isolerede kilder, har fiskene et meget større temperaturspektrum, som de kan tåle eller trives ved, end det der forekommer i deres naturlige habitat. Grunden til at fiskene findes et bestemt sted, skyldes ikke nødvendigvis at dette sted udgør det optimale levested for arten, men blot at der er vand på det pågældende sted, og at de var til stede da vandet blev isoleret fra andre vandområder.

Fiskene behøver derfor ikke en konstant temperatur over 30C som på deres naturlige levested, men overlever alt fra 7 til 39C. Jeg har i sommerhalvåret holdt fiskene i enten en sydvendt vindueskarm eller direkte placeret i et 60 liters akvarium midt i et drivhus. Her har fiskene oplevet nævnte temperaturer, uden at det har gjort indtryk på dem. Blot har deres aktivitetsniveau været mindre ved de lave temperaturer.

 

Dog vil jeg ikke anbefale en konstant temperatur inden for ydergrænserne for hvad fiskene kan tåle i længere perioder. Dette af sikkerhedshensyn i og med at man der vil være på kanten af, hvad fiskene kan overleve.

 

Opdrættet

Opdrættet er simpelt. Fiskene afsætter æggene i trådalger eller en ynglemop. Disse må gerne placeres således, at de findes helt fra bunden af akvariet op til overfladen. Fiskene placerer æggene både ved bunden og ved overfladen. Dette er en anden grund til, at det er praktisk at køre akvarierne uden bundlag. Ellers ville fiskene afsætte æggene i gruset eller sandet, hvilket ville umuliggøre en indsamling af disse.

At indsamle æg i alger er ganske let. Man taget algerne op til afdrypning. Efter en ti minutters tid vil det være let med fingrene, at føle sig frem til æggene. Med lidt træning skader man ikke æggene, og de er i øvrigt ganske solide.

Æggene placeres i mindre bakker, gerne et-liters isbakker, som man har fyldt med lidt vand fra akvariet hvor forældrefiskene går i. Man skal ikke begynde at tilsætte svampedræbende midler. Det er naturligt for nogle æg at skimle, dette kan skyldes, at det enten er først på sæsonen (hvis man holder fiskene med en hvileperiode om vinteren), at ægget ikke er befrugtet, at det simpelthen er et dårligt æg, hvilket kan skyldes fejlernæring af forældredyrene, eller at vandkvaliteten er for dårlig. Og vandkvaliteten bliver ikke bedre af, at man tilsætter medikamenter. Sunde fisk, i vand der passer til dem, lægger sunde æg - overvejende, og de æg, der bliver dårlige, fjerner man blot. Der skal nok komme flere!

Interessant er den store forskel, der er på ægstørrelsen. Forskellige hunner lægger forskellig størrelse æg; fra 2,5-4 mm.

Ungerne er overkommeligt store når de klækker, men man skal ikke falde for fristelsen til at give dem Artemia. Artemia indeholder salt, og er i øvrigt slet ikke et naturligt foder for disse fisk.

Den bedste måde at starte disse fisk på, er ved at lade dem vokse op i en foderkultur, der passer til dem. Gerne et solrigt sted, f. eks i en vindueskarm. Denne "foderkultur" startes ved, at man fylder beholderen op med frisk vand. Herefter tilsættes en liter vand fra en havedam. Arrangementet udsættes for sollys og vil hurtigt udvikle sig. Der kommer alger, og daphnia og mikroorganismer vil begynde at formere sig. Efter en uges tid er det klar til unger. Specielt det detritus, der hurtigt udvikler sig, er væsentlig som foder til ungerne. Er der godt med liv i beholderen, kan der gå uger inden ungerne skal fodres yderligere. Dette afhænger naturligvis af mængden af unger.

 

Føde

Jeg har flere gange i artiklen nævnt detritus. Med dette mener jeg døde alger og eventuelt insekter, der samler sig på bunden i et brunligt lag. Dette vil indeholde en stor mængde mikroorganismer, som sammen med de nedbrudte døde alger og insekter, har betegnelsen detritus. Det er min påstand, at dette er et vigtigt foder for arten Crenichtys baileyi baileyi i naturen - både for unger og voksne. Ved en opsætning i et drivhus hvor den store mængde sollys, og den dermed store algeproduktion, resulterer i en mængde detritus i akvariet, har jeg observeret, at fiskene konstant spiser af dette. De er i stand til at klare sig i flere uger uden yderligere fodring, og de vil endda formere sig. Dette får mig til at konkludere, at detritus er af stor værdi for fiskene.

 

Den vigtigste kilde til protein stammer formentlig fra insekter, der falder ned på vandoverfladen. Dette kan være alt fra bladlus til spyfluer og natsværmere. Alle bliver flået i stykker af fiskene, når de først er druknede og begyndt at blive bløde. Fiskene "angriber" insektet i flok, nærmest som en flok piratfisk. Alt inklusiv vinger bliver spist. Om sommeren er insekter et let og værdifuldt foder, også til mange andre tandkarper.

Af levende foder er Crenichtys mest interesseret i daphnia og cyclops. Myggelarver bliver spist, men ikke med stor interesse. Af færdigfoder kan anbefales flere af de produkter, der bliver lavet til Mbunda-gruppen fra Malawisøen. Dette er foder speciallavet til fisk, der i naturen lever af grønt og mikroorganismer, og derfor er det også godt til mange goodeider - ikke mindst Crenichthys.

 

Overvintring

I naturen vil fiskene befinde sig ved en konstant høj temperatur grundet varmen fra kildevandet. Så selv om den omkringliggende ørken er kold om vinteren med temperaturer ned til under frysepunktet, er det altså ikke temperaturen, der i naturen direkte styre fiskenes årsrytme i vandet. Temperaturen har der i mod en påvirkning af de flyvende insekter, der lander på vandoverfladen, og disse vil ikke kunne bidrage med deres proteintilskud om vinteren. Daglængden, der er væsentlig kortere om vinteren, indvirker på plantevæksten i kilden, ikke mindst algerne. Alt dette har en naturlig indflydelse på fiskenes diæt og vil givetvis gøre at ægproduktion enten bliver reduceret eller helt bliver indstillet om vinteren. Dette trods den høje vandtemperatur. Dette er ren spekulation fra min side.

 

Afslutning

Jeg startede med at skrive, at denne fisk ikke er en almindelig fisk, og det bliver den heller aldrig. Den er ikke en udpræget akvariefisk i traditionel forstand, men er i sig selv en interessant fisk. Det er noget helt særligt, at vi akvarister ind i mellem kan få lov til at holde så specielle livsformer i vores akvarier som goodeider.

 
Tekst af forfatteren.
Billeder af M. V.

[i] Parenti, L.R.  1981.  A phylogenetic and biogeographic analysis of  
        Cyprinodontiform fishes (Teleostie, Atherinomorpha).  Bull. of the  
        Amer. Mus. Nat. Hist.  168:335-557.