Translate

onsdag den 18. december 2013

Opuntia basilaris - bæverhale kaktus!

 
Opuntia basilaris basilaris.


Opuntia basilaris, eller bæverhale kaktussen, er en af de smukkeste arter af figenkaktus. Den er ikke så udbredt som de fleste går og tror og langt de fleste haveplanter af denne art, som folk mener de dyrker udenfor, er i virkeligheden noget helt andet, men det vender vi lige tilbage til.

Navnet dækker over et kompleks af former eller underarter fra det sydvestlige USA af i reglen tornløse kaktus, der ikke har frugtkød i frugterne. Leddene er i reglen blågrå til blågrønne. Planterne danner tætte klumper til cirka 50 cms højde. I modsætning til mange andre arter af figenkaktus, danner Opuntia basilaris ikke nedliggende stængler, som rodfæster sig undervejs.
Blomsten er pink til magenta, sjældent hvid. Støvfanget eller stigma er hvid til gullig, aldrig grønt.


Den er udbredt i staterne Californien, Nevada, Arizona og Utah samt i Sonora, Mexico.

Opuntia basilaris-komplexet har ikke nogle kendte slægtninge.

Dens oprindelse menes at være i det sydlige, centrale Utah og disse planter nåede på et tidspunkt Colorado River området og har med denne bevæget sig sydpå til hvor Arizona, Californien og Nevada mødes.

En del forskellige arter eller underarter har været anerkendte i dette artskompleks. Konsensus lige for tiden synes at være:




 


Opuntia basilaris basilaris:
Nominatformen har udbredelse i staterne Californien, Arizona, Nevada og Utah samt Sonora, Mexico. De enkelte led 7-22(-35)×6.5-13.5(-16)cm. Uden torne. Nominatformen er diploid.






 



 


Opuntia basilaris brachyclada:
Udbredt i Californien i bevoksninger af Pinus, Quercus og Juniperus i 1200-1800 meters højde. Denne underart har meget mindre led, 5-13×1.5-5cm, og danner helt små, tætte tuer. Kan have enkelte torne. Denne underart er diploid.





Opuntia basilaris longiareolata:
Udbredt i Mojave ørkenen i Californien og østpå ind til Arizona og Grand Canyon, Utah. Leddene er (5-)9-18×4-11 cm, i dyrkning ofte længere. Uden torne. Denne underart er diploid.
Underarten Opuntia basilaris heilii regnes ofte som synonym for ssp. longiareolata, men skal måske regnes for at være en selvstændig underart, da den har flere selvstændige egenskaber. Fx. lægger dens stængler sig fladt ned om vinteren.




Opuntia basilaris treleasei:
Denne underart er noget anderledes end de andre former i komplekset. Det er den eneste form med mange torne og endvidere er den triploid i stedet for diploid. Måske har den oprindelse i en hybridisering med Opuntia erinacea? I alle fald har jeg hybrider mellem nominatformen af Opuntia basilaris og en form af Opuntia erinacea i dyrkning og disse ligner Opuntia basilaris treleasei.
O. b. treleasei har led, der er 9-20×5-7.5cm. Den er kun udbredt i grasland i Kern Co., Californien.



 

 
Opuntia erinacea x basilaris fra Meadview, Arizona.

 

Dyrkning:
Alle former af Opuntia basilaris er frosthårdføre til mindst minus 23C. I Danmark og andre vesteuropæiske lande dyrkes de bedst i uopvarmet drivhus i en veldrænet, mineralisk jordblanding i rummelige, uglaserede lerpotter. Deres værste fjende er ikke kulde, men vand i enhver form på det forkerte tidspunkt af året. De er således meget modtagelige for svampesygdomme, som i første omgang ikke slår dem ihjel, men gør dem særdeles grimme og effektive smittebærere.

De skal således have så meget lys og solskin som muligt og for enhver pris undgå regnvejr. De kan dyrkes ude under et halvtag, men altså fri for regnvejr. Vanding i perioden sidst i april til september, helst med udtørring mellem vandingerne.
De hører til blandt de letteste figenkaktus er starte fra frø. Disse spirer uden særbehandling når de udsættes for en kombination af solskin, varme og vand. De spires i den jordblanding som voksne planter dyrkes i og må ikke dækkes af plast eller lign. Selv frøplanterne holdes til den tørre side.

Men jeg har set Opuntia basilaris dyrket udenfor i Tyskland? Kan nogle måske sige...

Men nej, du har bare set en plante med navnet O. basilaris dyrket udenfor. I virkeligheden har det været en hel anden plante.

Der har altid eksisteret en hvis navneforvirring inden for Opuntia-slægten. Under navnet Opuntia basilaris har ofte været regnet den lidt vagt definerede art Opuntia aurea. Mange former af Opuntia aurea har helt nøgne led og enkelte former har magenta til pink blomster. For at gøre forvirringen større er mange af disse magenta blomstrende O. aurea, hybrider med O. polyacantha. Gul blomstrende O. basilaris er ligeledes at regne til O. aurea. Disse, samt de magenta farvede O. aurea x polyacantha er langt mere hårdføre over for regn og fugt.

Et par kendetegne man skal se efter når man vil undersøge om det er den ægte vare er:

1. ægte O. basilaris har et hvidt eller gulligt støvfang. O. aurea og dens krydsninger har et grønt eller grønligt.

2. ægte O. basilaris danner en klump. O. aurea og dens krydninger rodfæster sig efterhånden som den breder sig ud til siden.

3. ægte O. basilaris tåler ikke store mængder regn eller konstant fugtig jord i Mellem- eller Nordeuropa. O. aurea og dens krydsninger tåler langt mere fugt.


 
 
 
 
 
 
Dette er en plante, der ofte dyrkes udenfor i vesteuropa. Det drejer sig om en krydsning mellem O. aurea og polyacantha. Indsamlet i Zion Reservation area. Utah.
 
 
 
 
 
Endnu en O. aurea hybrid. Læg mærke til det grønne støvfang.
 
 
 
 
Denne lille plante blev tidligere solgt som O. basilaris nana, men er i virkeligheden en ret typisk O. aurea.
 
 
 
 
Også denne spøjse plante er distribueret som O. basilaris. Skulle angiveligt være indsamlet nær Barstov, San Bernadino co. Californien. Måske en hybrid, men mellem hvilke arter?
 
 

 
Referancer:
Pinkavae; J. Donald: On the evolution of the continental North American Opuntioideae (Cactaceae) i Studies in the Opuntioideae (Cactaceae). David Hunt 2002.
Anderson; F. Edward: The Cactus Family. Timber Press, Inc. 2001.
http://www.efloras.org/florataxon.aspx?flora_id=1&taxon_id=242413847

http://opuntiads.com/O/opuntia-species/opuntia-b/opuntia-basilaris-2/

søndag den 8. december 2013

Storm over Danmark



Torsdag d. 5. december og ind i fredag d. 6 december stormede det i Danmark. Vi bor heldigvis inde midt i landet, omgiver af høje bakker fra istiden og masser af skov, så det var aldrig så slemt hos os som visse andre steder i landet.
Men enkelte træer væltede inde hos de forskellige naboer.

Svend har altid været glad for den store skovfyr på hjørnet af grunden. Naboen Jørgen har imidlertid brugt de sidste 15 år på at tale om hvornår den skulle fældes. Jørgen har efterhånden fået fældet alle træer på sin egen grund. Svend, derimod, har mange store træer. Et evigt diskussionsemne.

Nu behøver de heldigvis ikke at diskutere det mere. Den store skovfyr landede inde hos Jørgen og smadrede hans brændeskur. Men så er brændet jo også leveret på det rigtige sted.

 
 
 
En af mine konstruktioner til dyrkning af helt nordlige kaktus holdt. Mirakuløst nok. Her et billede fra fredag. Men der var åbenbart ikke noget som vinden kunne få fat i. Efter den værste del af stormen ankom vinteren med frost og lidt sne. Ikke meget, men nok til at antyde, at nu er det nye og koldere tider.
 
 


Lørdag d. 7 december. Helt stille, frostklart og smuk solskin.


 
Sumpbedet med endnu grønne og røde Sarracenia.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Forskellige former for Opuntia fragilis.
 
 
 
 
Flere Opuntia fragilis.
 
 
 
 
Opuntia arter under halvtaget.
 
 
 
 
Opuntia polyacantha-former.
 
 
 
 
Flere kaktus under glasruderne. Ruderne er kun på om vinteren for at beskytte mod regn.
 
 
 
 
Dehydrerede Opuntia polyacantha-former. Klart til dyb og langvarig frost - hvis det skulle være!
 
 
 
 
En af mine egne Yucca-hybrider nyder vintersolen.

tirsdag den 3. december 2013

Figenkaktus - en oversigt. Del 2.


Austrocylindropuntia floccosa


Austrocylindropuntia


Slægt bestående af omkring 10 arter. De enkelte skud er typisk grønne til mørkegrønne. Tornene mangler det papirtynde lag som finde hos fx Cylindropuntia spp.

Udbredelsen af slægten er typisk i højtliggende områder i det nordlige Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Nogle af de bedste kendte er arter er Austrolebias subulata og Aus. floccosa. Sidstnævnte er særdeles kuldetolerant og enkelte populationer tager – 20C. Snedriverlignende Austrocylincropuntia floccosa er nok arten man først tænker på, når vi taler om kaktus fra det ekstreme højland i Andes. Mange former er helt dækket af hår som beskyttelse mod solens UV-stråler. Selv om arten tåler en hel del nattefrost, er den ikke vinterhårdfør, da den foretrækker at tø op igen om dagen og vokse videre.

De fleste er sommer voksende, men enkelte af arterne starter først deres vækstsæson når højsommeren starter og fortsætter ind i december.

Alle tåler en vintertemperatur omkring de 0C (+/- 5 C) og det er at foretrække at overvintre dem koldt for blomstringens skyld.


Austrocylindropuntia vestita


Brasiliopuntia


Tropisk monotypisk slægt. Der har tidligere været beskrevet flere arter, men alle er nu slået samme til arter Brasiliopuntia brasiliensis. Denne kan opnå en højde af hele 10 meter. Den skyder en grundstamme op, der får omformede sideskud - stængelled, der er bladformede. Blomsten er gul og ikke specielt prangende. Som de fleste opuntia elsker den meget vand i vækstsæsonen, og har her brug for masser af varme. Minimumstemperaturen om vinteren bør være omkring 10C, selvom den overlever lavere. Grundet dens lange sylespidse torne og den størrelse er den ikke en speciel god stueplante, selv om den som småplante trives storartet i en sydvendt vindueskarm. Men den er heldigvis let at forynge. Bare hold børn og folk med balancebesvær på lang afstand!


Consolea


Consolea er en slægt på omkring 7 medlemmer, der er udbredt fra Florida i USA, til Jamaica og Antillerne. De er ikke udbredt i dyrkning i Danmark eller ret mange andre steder uden for botaniske haver og i troperne. Primært grundet deres varmekrav kombineret med en urealistisk størrelse. De siges at være rimeligt ”køligheds tolerante”, hvilket betyder at de kan overleve 1 cifrede plusgrader, men ikke nødvendigvis at de har godt af denne behandling. Leddene er store og ovalt aflange. Nogle arter og former er næsten torneløse, mens andre synes at have for mange.


Cumulopuntia


Tuedannende højlandsarter, enkelte helt op til 4500m højde. Her er lysintensiteten høj og luftfugtigheden lav. De tåler nattefrost i dvaleperioden, men mere sikkert at overvintre dem næsten frostfrit. De er følsomme over for svampeangreb hvis luften er stillestående og fugtig. En god dyrkningsmetode er udenfor med glasdækning, men med fri lufttræk omkring planterne.


Cylindropuntia davisii - døde led, klare til at blive aborteret og ligge som partisansøm rundt om planten som beskyttelse...

Cylindropuntia


Når jeg skal beskrive mine Cylindropuntia for folk, plejer jeg at starte med at sige: ”At de skyder køerne i Texas når de går ind i planterne – det er det letteste”.

Der er grundlæggende 4 slags torne hos kaktus. Der er dem, der sidder i fingrene, typiske glochidier hos Opuntiaslægten, så er der dem der ”bare” stikker. Dernæst er der krogene, typisk hos Mammilaria spp. Og til slut er der dem hvor man, når man af vanvare rører ved dem, sidder fast på planten. Dertil hører Cylindropuntia. Heldigvis er mange af arterne særdeles frosttolerante og jeg har da også haft et helt drivhus konverteret til slægten hvor planterne er frit udplantede. Dette var uopvarmet og om vinteren hang der en hel skov af indskrumpede stængelled og dinglede faretruende. Der var forment adgang for børn, og gæster fik som regel blot lov til at kigge ind. Jeg skulle ikke have nogen til at sidde fast derinde. De største planter var omkring 160 cm høje, men der blev typisk lagt 30-35 cm til toppen hvert år. Blomstringen var knap så rig som hos så mange andre Opuntia, men til gengæld meget smukke.

Af gode frosttolerante arter kan nævnes:

C. davisii, helt lav og fantastisk kuldetolerant kaktus. Skrumper en hel del om vinteren. Tornene er meget lange og alt i alt en attraktiv, men ondskabsfuld plante.
C. imbricata – findes i flere former og med blomster fra næste hvid til purpur. Den bliver op til 250 cm høj, og flere af de nordlige former trives endvidere op ad en udendørs sydmur. Specielt former fra Kansas.
C. kleiniae. Formentlig en naturhybrid mellem Cyl. imbricata og Cyl. leptocaulis. Tynde grønne skud. Ikke mange torne, vokser meget hurtigt. Blomstrer ikke så godt i Danmark, men værd at dyrke pga stænglerne alene. En anelse mere børnevenlig end de fleste i slægten.
C. leptocaulis. Om end endnu tyndere led, små syle på stænglerne, ikke specielt hårdfør. Jeg har flere former og selv den nordligste fra Oklahoma fryser en del tilbage i hårde vintre. Men den regenerer meget hurtigt. Tåler ikke den mindste smule fugt i den kolde årstid.


C. viridiflora, formentlig en naturkrydsning mellem imbricata og whipplei. Enkelte former med bronzefarvede blomster, men ellers meget lig de fleste imbricata former.




C. spinosior. Meget lig Cyl. imbricata, men i reglen med en særdeles tæt tornevækst.



C. whipplei, en ca 50 cm halvtkrybende plante med masser af lysegule blomster.